I tirsdags afholdt vi konference på Holmstrupgård. Konferencen handlede om specialundervisningstilbud på anbringelsessteder for unge med psykiatriske diagnoser og om, hvordan hvordan undervisningen gennemføres på interne skoler – dette da undersøgelser gennem de seneste år har påvist en række mangler ved undervisningen på interne skoler for anbragte børn og unge.

Vores Ph.D. på Holmstrupgård, Lise Lotte Helm, har netop afsluttet forskningsprojektet DiS-3, Didaktik i Interne Skoler med udgangspunkt i tre interne skoler for unge med psykiatriske diagnoser, Nødebogård, Dyssegården og Holmstrupgård. På baggrund af projektet præsenterede Lise Lotte på dagen et nuanceret billede af, hvordan undervisningen gennemføres på interne skoler, hvorledes nuværende og tidligere elever har oplevet deres skolegang, og hvilke dilemmaer der kan opstå. Lise Lottes oplæg blev suppleret af et meget inspirerende oplæg af Thomas Szulevicz, lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet, om rummets og rammernes betydning for pædagogik og læring. 


Formålet med konferencen var at tilbyde såvel praktikere som politikere øget viden om og forståelse af, hvordan undervisningen gennemføres på interne skoler. Derudover synliggjorde konferencen, hvilke udfordringer elever og undervisere kan stå med. Vi havde en meget inspirerende dag med gode debatter og refleksionspunkter.