Holmstrupgård udvalgt som VISO-leverandør på voksenområdet
Social- og Boligstyrelsens nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) yder landsdækkende vejledning, rådgivning og udredning i de mest specialiserede og komplicerede sager på det sociale område og specialundervisningsområdet.
VISO har netop gennemført en udbudsrunde om specialrådgivning og udredning på voksenområdet, og Holmstrupgård er udvalgt som VISO-leverandør indenfor området "Komplekse psykiske vanskeligheder og psykiske lidelser".
Holmstrupgård har tegnet en 5-årig kontrakt med VISO om at levere specialrådgivning og udredning af borgere over 18 år i hele Danmark. Holmstrupgård tilbyder specialister med solid uddannelse og omfattende praksiserfaring med borgere, der kæmper med komplekse psykiske vanskeligheder og psykiske lidelser.
Læs mere om VISO-leverandørerne her
Holmstrupgård har, siden VISO blev oprettet i 2007, været landsdækkende leverandør af højt specialiserede ydelser indenfor det ungdomspsykiatriske område til børn, unge, voksne, familier og forvaltninger. Vi er glade for at være en del af VISOs landsdækkende specialistnetværk, som sikrer borgere og forvaltninger mulighed for gratis og uvildig specialrådgivning i meget komplekse sager.